”Men, der skyder en kvist af Isajs stub” 

(Esajas Bog kapitel 11)

I Jægerspris Nordskov kan man møde Danmarks ældste levende væsen, nemlig Kongeegen, som anslås til at være henimod to tusind år gammelt.

Det imponerende træ var allerede et stort træ, da Vikingekongen Gorm den Gamle regerede over Danerne, og det er da også med stor sandsynlighed Danmarks, og sandsynligvis også Nordeuropas, tykkeste stamme med en omkreds på cirka 14 meter.

Det fortælles, at Frederik 7. og Grevinde Danner til hest søgte ly for et tordenvejr i det store, hule træ, og derfra stammer måske navnet, Kongeegen. 

Mange af træets grene er visnet, og om vinteren vil man ikke tro, at der overhovedet var liv i den gamle eg. Men hvert år, når solen favner os med sine første spæde stråler, så skyder det gamle liv endnu engang.

Sådan er det med alt liv. Det ligger i dvale, når mørket tager til, og kong vinter strammer sit greb, så kulden kryber ind i marv og ben og venter på atter at blive vækket af varmen og solen.

Billedet af træet er et kendt billede i det bibelske univers, og i fordums tid brugte en gammel israelitisk profet da også billedet af træet til at tale om håb. Esajas hedder han. Han havde et langt liv bag sig og havde gennemlevet sine vintre med mange skuffelser og bristede drømme, for passioneret havde han talt om det, han kaldte Fredsriget, hvor Guds udvalgte skulle herske og landet være fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.

Men ingen lyttede rigtigt til Esajas’ advarsler om rettidig omhu, og han ventede, at det hele ville ende med en stor katastrofe.

Alligevel og på trods holdt han fast ved hans drøm om en bedre verden: ”Men, der skyder en kvist af Isajs stub” – i dette lille men ligger der en verden til forskel, nemlig en kerne af håb, hvorfra der midt i den kolde virkelighed vokser noget nyt frem. Et håb så spædt, at vi endnu kun kan tale om det i billeder. Men vi ved, at noget godt er i vente. Vi har Guds ord, og han giver ikke kun det, vi beder om, men han giver langt mere, end vi kan forestille os, hvis vi tør vente og håbe.

Giv tid! og livets træ blir grønt,

må frosten det end kue,

giv tid! og hvad du drømte skønt,

du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund

skal fly for herlig sommer,

giv tid, og bi på herrens stund,

- hans skønhedsrige kommer.

(“I sne står urt og busk i skjul”, B.S. Ingemann i 1831)

Glædelig adventstid!

Sognepræst Winnie Huus